Jeg har modtaget en nyhed som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forholde mig til. Min biologiske farfar har ringet hjem til min mormor & morfar i Kina, og spurgte ind til mig. Jeg har ikke set eller snakket med min farfar siden jeg var 6, og den side af familien har jeg desværre aldrig følt jeg har haft noget specielt bånd til. Da min far døde voksede jeg nemlig op hos min mors side af familien og den eneste gang jeg kan huske at jeg har mødt min fars side af familien var da jeg var 6 og det var så sidste gang jeg så dem, for så tog jeg kort efter afsted til Danmark. At de nu tager kontakt til mig føles mærkeligt. Da min mor fortalte mig det, vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde lyst til at græde. Det er jo min familie, mine rødder og de er alt hvad jeg har tilbage efter min far, og dog kender jeg dem overhovedet ikke. Ikke nok med det har jeg faktisk ikke før nu, skænket dem en tanke. Men de er og bliver en del af mig og lige nu længtes jeg efter se dem. Især min farfar der er meget gammel og vi ved ikke hvor lang tid han har igen.
Derfor overvejer jeg at skrive et brev til ham som det første og så vil jeg sige ja til en tur til Kina i sommerferien, hvor jeg kan lære den side af familien at kende og samtidig besøge min fars gravplads.
Jeg er ked af at jeg aldrig nåede at lære min biologiske far at kende. Håber han har det godt et eller andet sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar