Idioter!

I takt med at dagene bliver mørkere og vejret bliver koldere kan jeg mærke negativiteten snige sig ind på mit humør.
Jeg vil ikke sige at jeg går rundt og er deprimeret, men da jeg normalt er et meget tolerant person og ikke lader mig påvirke af dårlige ting, skal der ikke meget til nu før jeg bliver sur eller irriteret.

Det der irriterer mig mest er nok folk.
Nogle gange er det bare mig der har en kort lunte, mens andre gang er det folk det bare er retarderet, men det kan de jo ikke gøre for, det er lidt synd for dem. Det må være trist ikke at kunne tænke.

Jeg er sikkert ikke bedre selv, men det her er min blog så hold kæft og lad mig rage.

Ja det irriterer sgu også mig at jeg har ladt ting komme ind på livet af mig, som jeg normalt ikke vil have gjort.
Folk der ser ned på mig, mine holdninger, principper og opførsel til trods for vi begge ved hvem der vinder i den lange ende og hvem der ender med at sidde og glo ind i et kasseapparat i Aldi. Eller også er det kun mig der kan regne det ud, siden modparten har for få hjerneceller at arbejde med, og dem der så eksisterer har travlt med at fundere over, hvor høj popularitet man kan opnå ved at pres brysterne lidt sammen og hvilke drenge man skal sidde overskrævs på.
Det kan jo også være at det bare er mig der er lidt kedelig og satser på noget så hjernedødt som at sikre min fremtid sådan så, at jeg kan bo godt, spise godt, rejse og se verdenen og have overskud som 30 årig i stedet for at bo i et etværelseslejlighed, drikke pilsner fra den lokale kiosk til min mikrobølgeovnvarmet mad og den eneste form for oplevelse man får er når naboens kone endnu engang møder mig med et blåt øje, hvilket sikkert også er et fedt liv.
Fordi lige nu er det jo pisse fedt at være lidt af en rebel, living-on-the-edge og fuck-fremtiden type. Det giver fandme streetcredit og klap på skulderen. Sikke som man dog kan hva! Sikke en livserfaring man kan nå at samle sammen, når man sådan som dig, hopper fra bar til bar og fra den ene dreng til den anden. Det må jeg nok sige. Jeg misunder virkelig den livsstil. Folk af den type, ja folk som dig, giver mig lyst til at være 16 år igen. Ej men jeg er da virkelig kedelig sådan som jeg, der snart bliver 20, begynder at tage forholdet til min kæreste, tjaa, en lille smule alvorligt.
Men tja, hvorfor ikke være folkeskolekærester der skal skubbe grænser hele tiden, gør ting vi ved vil pisse vores partner af, men gør det alligevel. Det er tillid, og det kan kun bevises ved at man hele tiden lige formår at holde sig inden for den fleksible grænselinje, som man jo hele tiden har.

Man skal også passe på med ikke at blive kærestekedelig. Fordi fuck hvor er det slemt!!!
Og hvornår er man det spørger jeg så mig selv. Er det ikke lidt svært at definere?
Er man for lidt sammen, har man et usundt forhold, og så er folk i tvivl om man overhovedet kærester. Er man for meget sammen, så er det lige pludselig for meget og så bliver folk også forvirret. Hvor er den perfekte balance?
Du fandt det perfekte svar og det er så åbenbart at man skal bruge noget kvalitetstid på sin ekskæreste. Det er den gyldne middelvej til et sundt forhold.

Bruger du tid på din ekskæreste så:
1. udviser man tillid (meget vigtigt)
2. viser at man ikke er kæreste kedelig (nok det mest vigtige)
3. vil det ikke være akavet
4. tager ikke hensyn til ens partner i forholdet (mega sejt jo)


Jeg har af det princip at Jacob og mit forhold er noget af det mest private jeg har. Hvad vi siger til hinanden, hvordan vi har det med hinanden og hvordan vi er i vores forhold er noget mellem ham og mig.
Da jeg heller ikke er en person der kommenterer alt og alle omkring mig og smider omkring mig med sladder og rygter, så pisser det mig i den grad af, at ikke nok med en fremmede person skal sidde der og spille klog, men samtidig skal gør det på noget der slet ikke kommer vedkommende ved. Jeg aner ikke om hendes kommentarer er et forsøg på at skrabe noget selvværd sammen efter det hele blev tabt på et eller andet snavset toiletgulv efter et hurtigt knald eller om det er for at kompensere for mangel på, social, logisk og især sproglig intelligens. Jeg har i hvert fald fået nok. Jeg kan ikke forstå at et nej kan siges så mange gange og hun stadig ikke helt har forstået meningen bag det lille ord. Men jeg kan godt se at det svært, når man ikke rigtig har hjerne nok til at forstå hvad folk siger til en, det må jo være frustrerende, men så lige pludselig finder man ud af at man rigtig nok har regnet andres forhold ud, ja så er det da klart at det skal siges højt, for man får et lille skud selvtillid. Og det er jo så rart for sådan en som hende, der oplever det så sjældent.
Jeg har ikke noget imod umodne folk, men går det ud over mig bliver jeg lige så umoden og jeg har virkelig ikke lyst til at være 14 år dramaqueen igen, som jeg er nu.

Jeg kan godt lide seriøse forhold, stille og rolig hverdag og fremtidsplaner... Man bliver jo ældre ikke? Men det behøver hun nok ikke at bekymre sig om.